Det har været travle uger for de unge ryttere i Aalborg Cykle-Ring. Kristi Himmelfartsferien blev brugt i Odder, hvor det store etapeløb Tour de Himmelfart blev kørt med 5 etaper over 3 dage. I Pinseweekenden har der været Campione Cup med cykelløb over 3 dage i henholdsvis Horsens, Hobro og Randers. Både til Tour de Himmelfart og Campione Cup har ungdommen fra Aalborg Cykle-Ring været flot repræsenteret og synlige i felterne 👏🏻
Tour de Himmelfart:
Etapeløbet i Odder var et stort tilløbsstykke med store felter og deltagere fra ind- og udland. De mange b&u ryttere fra Aalborg i alderen 8-15 år blev sammen med en god håndfuld forældre indkvarteret på en lokal skole. Med ca 25 mennesker på madrasser og i soveposer i et klasselokale blev der helt naturligt skabt et stort fællesskab. Over alle 3 dage var det en fornøjelse at se og mærke det fantastiske kammeratskab blive stærkere. På tværs af alder blev der hygget og heppet til den store guldmedalje.
Selve løbet bød på alle elementer fra et rigtigt etapeløb. Der var gadeløb, grusetape og enkeltstart inden det hele blev afsluttet lørdag med en hård kongeetape. Efter hver etape blev klassementet gennemgået flittigt og omhyggeligt på telefonerne. Uanset udgangspunktet var der altid nye muligheder på næste etaper.
Der blev høstet meget værdifuld erfaring. Men vigtigst af alt var det super sjovt, hvilket kun giver mere lyst til at køre på cykel 😄
Campione Cup:
Allerede ugen efter var klubbens unge drenge og piger på farten igen til Pinsecup i 3 dage. I alle løbene blev der kørt flot cykelløb. Der kan ses en god, positiv udvikling, og der blev da også kørt en del præmier med hjem til pokalsamlingen.
Både før, under og efter løbene var stemning kanon med smil og godt humør.
De fede cykelløb er kun mulig med træning. Der trænes som altid tirsdag og torsdag i børne- og ungdomsafdelingen (8-15 år) fra klubhuset på Forchhammersvej.
Hvis du har et barn i denne alder, der kunne have interesse i at blive en del af fedt og sjovt fællesskab, så meld dig ind Facebook gruppen Aalborg Cykle-Ring u 11- 13 & 15 og tag kontakt til en fra trænerteamet. Der står lånecykler klar i klubben. Både trænerne og børnene i klubben står klar til at tage i mod nye klubkammerater med åbne arme hver tirsdag og torsdag 😊
Sæsonstart for B&U i Aalborg Cykle-Ring
Efter en vinter med utallige Zwift løb i klubbens lokaler på Forchhammersvej var glæden stor, da sæsonen for børn og unge blev trådt i gang lørdag d. 15. marts til standerhejsning i fint forårsvejr. Siden er der blev trænet hver tirsdag og torsdag - altid ud fra filosofien “det skal være sjovt og hårdt”. Både fremmødet og humøret har været stort. En del ture er gået mod Klarup for at rekognoscere løbsruten til klubbens eget løb på 2. påskedag, der er en del af den store nordjyske påskecup, 3 dage i Nord - Fusion Tempo Cup.
Men inden påske løbene var der en god mulighed for at afprøve benene lørdag 29. marts, hvor klubben selv arrangerede et træningsløb, for både voksne og b/u, på en trafiksikker rundstrækning i området ved St. Brøndum. Med inviterede gæster fra andre klubber havde feltet på omkring 25 børn og unge en hyggelig formiddag, der blev afsluttet med sodavand og slikposer.
3 dage i Nord er for flere af børnene i AaCR første gang i sæsonen med nummer på ryggen. Med cykelløb 3 dage (Hjørring, Thy og Aalborg) i træk henover påsken er der rig mulighed for at teste formen med børn fra hele Danmark i feltet. En god håndfuld børn havde dog allerede debuteret i 2025 med deltagelse i sæsonens indledende løb i henholdsvis Rødekro d. 6. april og Herning d. 13. april.
Første afdeling af 3 dage i Nord, påskelørdag i Hjørring (Bjergby): Det var barskt vejr med regn, kulde og blæst, der mødte felterne i u11, u13 og u15 om eftermiddagen påskelørdag i Bjergby nordøst for Hjørring. En omgang på 15,5 km var scenen for påskens første løb. Den skulle køres henholdvis en gang for u11, to gange for u13 og tre gange for u15. Klubben var flot repræsenteret i alle 3 aldersgrupper med både drenge og piger på startstregen.
Allesammen fortjener den største ros og respekt for at fighte forbilledligt i de utaknemmelige betingelser. Iskolde og drivvåde kæmpede de sig over målstregen i Bjergby i et rigtig hårdt cykelløb
Anden afdeling af 3 dage i Nord, påskesøndag i Thy (Hanstholm): Der blev kørt flot cykelløb påskesøndag i Hanstholm på en tilskuervenlig omgang á 5 km - denne skulle forceres 3, 4 og 6 gange for hhv. u11, u13 og u15. En hård bakke midtvejs på rundstrækning sørgede for splittelser i alle 3 børnefelter, så der blev hurtigt skabt mange små grupper. Her blev der arbejdet godt sammen blandt klubbens ryttere.
Tredje afdeling af 3 dage i Nord, påskemandag i Aalborg (Klarup): Den store finale fandt sted på hjemmebanen i Klarup med opløb på Svinetruget. En hård og seværdig omgang på 5,5 km der skulle gennemkøres 3, 5 og 7 gange for henholdvis u11, u13 og u15. Opbakningen fra AaCR b&u afdeling var stor. Hele 14 ryttere stod klar til start 2. påskedag. Heraf flere debutanter i u11 feltet. Flere berettede om, at det var påskecuppens hårdeste løb, så det var udmattede ryttere, der sprintede i mål til fortjente klapsalver. Løbet blev dermed et flot punktum for en påske med cykelløb 3 dage i streg for mange af børnene.
Der skal uddeles skulderklap til alle deltagende fra børn- og ungeafdelingen i AaCR. Særligt skal alle debutanterne have stor ros. Det skal bemærkes, at Sofia kørte sig til en flot samlet 2. plads i cuppen i u13 piger For interesserede børn mellem 8-15 år træner børne- og ungeafdelingen i Aalborg Cykle-Ring hver tirsdag og torsdag kl. 17. Altid med start fra klubhuset på Forchhammersvej 5. Der er mulighed for at låne en racercykel. Kom og bliv en del af et sjovt fællesskab. Info kan findes på klubbens hjemmeside aacr.dk
|
|
|